SÅ FIK JEG DIALOG MED AALBORG UNIVERSITETSHOSPITAL

Kære bloglovers,

Til jer som ikke ved det, så køre jeg klagesag mod min fars læge og Aalborg Universitetshospital, da min far døde sidste år 3 November efter en operation.

D. 15. juli blev jeg indkaldt til en dialog med den ledende overlæge på den afdeling, hvor min far var indlagt.
Jeg var meget spændt på at skulle til den her samtale, da det hele bliver vendt og drejet i min krop igen, det er en form for turbulens med følelserne i spil helt til det yderst. Samme dag da jeg skulle afsted kørte der en masse tanker i hovedet på mig, om jeg ville få en god dialog som jeg kunne være tilfreds med eller ej, det var et kæmpe spørgsmål. Inden jeg kom ind på hospitalet kiggede jeg op i himlen og sagde til mig far, nu skal jeg kæmpe for dig far og tale din sag, så du kan blive hørt, selvom du ikke er her mere. Det var meget bevægende, men jeg fik lidt luft og vand i øjnene.

Jeg kom ind og skulle tage elevatoren op til 2. sal og gå til højre og vente helt nede for enden af gangen. Der gik en masse hvide kitler rundt og jeg blev mærkelig, jeg ved ikke om det var følelserne eller det psykiske der drillerede mig, men jeg følte, at jeg ikke kunne noget. Hvad gør man så? Jeg hader at vente og bliver mere nervøs, så jeg ringende til en som jeg kunne tale med og om noget helt andet bare for at aflede mine tanker en smule, inden jeg skulle ind til den ledende overlæge.

Jeg blev mere rolig ved at tale med denne gode ven, som jeg talte med i telefonen, og lige efter jeg afsluttede min samtale med hende, så kom den ledene overlæge. Så var det nu jeg skulle tale på min fars vegne, og mit hjerte pumper derud ad eller også er det min puls, men jeg trækker vejret dybt og langsomt et par gange, og lægen spørger og jeg er okay? Jeg siger til ham, at jeg bare er nervøs, men han siger, at det skal jeg ikke være. Der kommer mere ro på og jeg spørger ham den ledende overlæge, om jeg må optage samtalen på min telefon, og det siger han ja til, jeg tænkte det er en meget god start og en dialog der vil noget positivt.

Vi begyndte at tale og så hinanden i øjnene og lyttede. Det var en god dialog, jeg fik svar på mange af mine spørgsmål og fik lukket nogle huller, men der var et gyldent spørgsmål, som enten vil gøre mig glad og lettet eller endnu mere ked af det. Jeg spurgte den ledende overlæge om min far havde et brud i hofteskålen i lang tid, eller om det var noget andet. Han sagde “din far har haft en mindre brud, der er blevet værre og større med tiden”. Jeg spørger hvad det betyder, han siger, at hvis din far var behandlet i god tid og ordentligt tjekket af egen læge, havde man set skaden i god tid og kunne opererer din far i god tid, inden det blev så slemt som det nu gjorde. Det var det bedste svar jeg fik, og hvor var jeg glad for, at jeg har Aalborg Universitetshospital på min side, idet de også mener min fars egen læge burde have handlet korrekt og ikke komme med en gang lægesjusk.

Nu står jeg så i den situation, at jeg har fået en sejr her og medhold fra den ledende overlæge, og tænk engang at min far har haft fysioterapeuter til at kigge på ham, uden at de vidste at der var et hofteskålsbrud, og at der skulle handles og ikke bare laves øvelser med ham, når min far egentligt havde et brud på hofteskålen. Tænk disse smerter der må være gået igennem min far og han har ikke kunnet forklare sig ud af det, fordi min far også var ramt af den skrækkelig sygdom dement.

Jeg er på rette vej og venter nu bare på et brev fra min fars læge som jeg ikke har modtaget endnu. Der er gået over 1 måned snart, og sjovt nok reagere Universitetshospitalet først og vil gerne have dialog med mig, men min fars egen læge gemmer sig bag busken og tør ikke at tale med mig som pårørende, men vil derimod sende mig et brev om det, så er det jo ikke en dialog, men en monolog uden at jeg kan få lov at stille spørgsmål. For mig er det yderst usmageligt og respektløs.

Men far ser du med deroppe, ja du gør og jeg kæmper til det sidste, for du skal ikke behandles som om du intet var værd, for du er meget mere værd og var altid en fantastisk far med hjertet på det rigtig sted. Vi, både jeg og mine søskende, har aldrig manglet noget her i livet, men jeg vil kæmpe for dig far, og du kunne måske stadigvæk have været her i dag, hvis bare lægen i Storvorde havde taget sig gevaldigt sammen. Men det er ikke sket, så derfor skal der handles og lægen skal stilles til ansvar for lægesjusk.

Kære far, jeg passer også på mig selv når jeg kæmper for dig, men der skal sættes et punktum og det bliver der også. Og når det er gjort har jeg holdt, hvad jeg lovede dig, at jeg vil tage mig af denne sag.

Evig kærlighed til min elskede far du er savnet hverdag.
Din søn Rasmus